Home /
Eventyr på De Stribede Landeveje
;

Eventyr på De Stribede Landeveje

En… To…. Tre… Fire striber. Der kom den femte… Jeg kigger tit ned på striberne på vejen, når jeg er passager i en bil. Nogle gange tæller jeg, og andre gange lader jeg bare øjnene følge med, så hurtigt de nu kan. Det er min form for meditation. Jeg kom aldrig med på bølgen med […]

Landevej

En… To…. Tre… Fire striber. Der kom den femte… Jeg kigger tit ned på striberne på vejen, når jeg er passager i en bil. Nogle gange tæller jeg, og andre gange lader jeg bare øjnene følge med, så hurtigt de nu kan. Det er min form for meditation. Jeg kom aldrig med på bølgen med Mindfulness og hvad det nu ellers hedder: men den oplevelse mine hippie-venner snakker om de får, nar de sidder og siger Ohmmmm med benene viklet ind i hinanden, lyder urimeligt meget som det jeg oplever, når jeg er på eventyr på de stribede landeveje.

Det er selvfølgelig ikke en god idé, at tælle striber, når man selv kører. Her skal fokus gerne være ud af forruden, så man er klar på at reagere, på alle de ting der nu engang kan ske i trafikken. Men det er faktisk også utroligt meditativt. Hvis du selv har kørt lange turer, har du nok selv oplevet hvordan man kan komme helt i trance. Ens hverdag, og de problemer der måtte ske at være i den, har det med at forsvinde – eller i hvert fald blive kørt i baggrunden – og det eneste der eksisterer, er alle de ting man passerer mens man kører. Nogle gange må man reagere på noget, og det gør man lynhurtigt og uden tøven: det er som om kroppen reagerede, før hjernen forstod hvad der foregik. Men det er min forsikring for, at trancen jeg oplever er mere lig meditation, eller den følelse af “flow” folk der dyrker ekstremt-sport som faldskærmsudspring eller kampsport føler, og ikke bare at jeg er ved at falde i søvn.

Uanset om jeg er passager eller chauffør, så er det dog ikke alle køreture jeg kan falde i den vidunderlige trance på. Det kræver, at min krop kan være rolig, og der ikke er noget der konstant tager min opmærksomhed. Hvis det er en gammel bil, har den det med at hoppe ved det mindste bump på vejen, og konstant sende rystelser op igennem kroppen. Når venner med biler, der giver knap så dejlig en køreoplevelse, inviterer mig med på tur, plejer jeg altså at introducere dem til Mercedes korttidsleasing. Det gør turen mere behagelig for alle, og det er altså penge der er godt givet ud – jeg smider gerne selv lidt kroner efter det: det er trods alt mange timer af mit liv, der bliver betydeligt forbedret på den måde.

Derudover skal radioen enten være slukket, eller på noget roligt musik uden nogen der synger. På de lige landeveje, der er nyligt asfalteret og med minimal trafik, foretrækker jeg klart, at radioen er slukket. Den naturlige brummen får mig til, at føle mig ét med bilen, og det gør trancen endnu dybere. Hvis der er naturlig larm fra gearskift, hullede veje og dyttende horn fra de andre biler, så foretrækker jeg at radioen kan overdøve det lidt, med noget roligt musik.