Vi kender den der lille klods. Kan man ligefrem tale om et nationallegetøj? LEGO er i hvert fald et brand, som alle danskere kender og elsker. Og det begyndte som en lille klods med otte dupper. En genial opfindelse der hurtigt blev en verdenssucces. Verdens bedste legetøj er det ofte blevet kaldt. Og med rette, for der er ingen grænser for, hvad man kan med LEGO. Brandet er ikke længere kun for børn. Der er voksne, som stadig dyrker de duppede klodser.

I mange år var LEGO et produkt, som bare solgte sig selv, fordi det var så genialt. Over hele verden byggede børn de mest utrolige ting med de elskede klodser. Arkitekter byggede med LEGO, når de skulle prøve ideer af. De små klodser var ikke bare underholdende. De var redskaber til læring for selv helt små børn. Legen med LEGO var direkte adgang til kreativ innovation. Det var tydeligt for alle, at dette stykke legetøj kunne tænde den logiske tænkning og de kreative processer hos børn.

Nød lærer nøgen kvinde…

Men i nullerne skete der noget. Computeren var blevet hver mands eje, og der blev udviklet spil, som var så spændende, at børnene vendte sig fra klodserne og ind i skærmen. Salget af LEGO dalede, og der måtte gøres noget. Nye kræfter blev hentet ind i LEGO koncernen, og der blev tænkt ud af boksen i en grad, der stadig imponerer.

At man hos LEGO begyndte at udvikle universer med spil og film, som havde de kendte figurer og klodser i hovedrollerne, var genialt. Man kunne se film og spille med universerne på computeren og bygge videre på dem ude i virkeligheden. Der blev udviklet fantastiske ting, og udviklingen fortsætter den dag i dag.

Kreativ tænkning betaler sig

At det var det hele værd at skifte retning for snart femten år siden, ses på bundlinjen hos firmaet i dag. Den elskede lille klods overlevede, og mere end det, den blev en stor spiller i udviklingen af nye universer med spil og film som bærende historiefortællere. Og klodserne spiller stadig en rolle, det er måske det mest geniale ved det hele.